torsdag den 20. marts 2008

Cookies!


Nu er det efterhånden lang tid siden jeg har skrevet noget herinde. Men nu har jeg så endelig haft tid til at bage lidt: og denne gang blev det i form af en stor bage-småkager-dag sammen med Lea (også kaldet Le'Lea). Det blev så til 3 forskellige slags småkager: "Molasse Sandwich Cookies" (fra marthastewart.com), "Snickerdoodles" (fra "Køkkenets Gudinde" af Nigella Lawson) og "Espresso Chocolat Chip Cookies" (som jeg desværre har glemt, hvor jeg har fundet).
De sidste var helt klart de bedste! De havde simpelthen bare sådan en dejlig smag af både kaffe og chokolade, som er de to bedste ting i verden! (i hvert fald i min verden)
Min storebror var specielt glad for Molasse Sandwich Cookies. Med dem fulgte jeg ikke helt opskriften; jeg forstod ikke helt, hvad "molasse" egentlig er. Men jeg læste et sted, at det kunne byttes ud med mørk sirup. Og det var så, hvad jeg gjorde! Og resultatet blev også ganske godt.
Jeg syntes egentlig at mine snickerdoodles blev lidt kedelige, men det skyldtes jo nok mest, at der intet chokolade eller kaffe var i dem. Måske skulle man prøve Nigella's "Chocodoodles" næste gang?

Mørk sirup Sandwich Cookies (ca 15 stk)
(taget fra www.marthastewart.com - dog med en del ændringer)

96 g mel
1/4 tsk natron
½ tsk kanel
1/4 tsk salt
55 g mørk farin
55 g smør (blødt)
1 medium æg
43 g mørk sirup

Til fyldet:
37 g smør (blødt)
3/4 spsk mørk sirup
64 g flormelis

Ovnen varmes til 180 grader C.
I en lille skål blandes mel, natron, kanel og salt.
I en stor skål piskes sukker og smør sammen med en elpisker. Tilsæt derefter æg og så sirup.
Med elpiskeren på langsom hastighed tilsættes melblandingen lidt efter lidt.
Tag 1 tsk med top til hver småkage og læg dem ud på en bageplade med bagepapir.
Bages 12-15 min. Vendes halvvejs igennem bagetiden. Lad dem køle af 1 min på bagepladen, put dem derefter på en rist og lade dem køle helt af.

Til fyldet:
Pisk sirup med smør. Flormelis tilsættes lidt efter lidt.

Småkagerne sættes sammen med 1 tsk fyld.

Kan opbevares i lufttæt dåse ved stuetemperatur i op til 1 dag, i køleskab i op til 3 dage (småkagerne kan dog blive bløde i køleskab).

Espresso Chocolat Chip Cookies
(taget et sted fra, husker desværre ikke hvor)

110 g mel
30 g kakao
½ tsk salt
½ tsk natron
1 spsk instant kaffepulver
½ tsk vanilleekstrakt
85 g blødt smør
100 g brun farin
55 g rørsukker
1 medium æg+1 æggeblomme
50-100 g hakket chokolade

Ovnen varmes til 160 grader C.
Mel, kakao, salt og natron blandes i en lille skål. I en kop blandes kaffepulver og vanille med 1 spsk kaffe.
Smør og sukker piskes luftigt med elpisker ca. 5 min ved mellemhastighed. Tilsæt æg og æggeblomme. Tilsæt kaffen og bland godt. Til sidst tilsættes melblandingen lidt af gangen. Rør chokoladen i.
Put dejen på en plade (ca. 1 spsk dej til hver småkage) og bag i ca. 20 min. Lad småkagerne afkøle helt, før du tager dem af pladen.

Ingen kommentarer: